Start dit eget nu og tag ansvaret for din egen uddannelse!

Bjarke Bekhøj, direktør og ejer af online marketing virksomheden Compell, er ikke i tvivl om, at han traf det helt rigtige valg, da han tilbage i 2011 valgte at kvitte studiet og satse 100% på sin virksomhed.

”For mig var det mest et spørgsmål om hvornår jeg ville starte mit eget, ikke om jeg ville, for det har altid været min drøm. Og som de fleste studerende havde jeg brug for at tjene penge ved siden af studiet, så det virkede oplagt at kick-starte drømmen i den forbindelse og samtidig få masser af relevant erfaring på CV’et, så jeg var klar til arbejdsmarkedet efter endt uddannelse”, fortæller Bjarke.

Det, der startede som konsulentarbejde ved siden af studierne, kom dog hurtigt til at tage det meste af Bjarkes tid. Mens hans medstuderende sad til forelæsninger, sad Bjarke til kundemøder, og der gik ikke længe før møder og konsulentarbejde tog næsten al hans tid. Faktisk gik forretningen så godt, at han i 2011 stod ved en skillevej, hvor han måtte vælge mellem studierne og forretningen – der var ganske enkelt ikke tid til at fokusere på begge.

I dag er det snart 5 år siden Bjarke gik all in på Compell og siden opstarten er virksomheden vokset til et team af 7 passionerede fastansatte med kompetencer inden for SEO, sociale medier, Google Adwords, website udvikling, bannerannoncering, e-mail marketing og bloggermarkedsføring m.m.

Studietiden er det bedste tidspunkt at starte virksomhed

Bjarke understreger, at studietiden er det perfekte tidspunkt at starte en virksomhed op på, da de fleste studerende ikke er ansvarlige eller økonomisk forpligtede for andre end sig selv. Som studerende er ens udgifter begrænset til de penge, man bruger på sig selv og evt. husleje, og det er derfor nemt at ofre tid og penge på sin passion, uden at det kommer til at gå ud over fx ægtefælle og børn, hvis man vælger at starte virksomhed op senere i livet.

”Det betød ikke så meget, at jeg måtte arbejde nærmest i døgndrift og smide alle mine penge i at udvikle Compell, for jeg havde kun mig selv at stå til ansvar for. Jeg syntes faktisk det var fedt, for det var – og er – jo min passion! Men det havde nærmest været umuligt for mig at lægge den tid og energi i forretningen i dag, hvor jeg har en kæreste og en lille datter, som jeg gerne vil tilbringe så meget tid som muligt sammen med. Så er det fedt at tingene bare spiller og at jeg har et hold af medarbejdere, som brænder ligeså meget for Compell, som jeg gør. ”

Din virksomhed er din uddannelse

En af de største fordele ved at starte en virksomhed mens man studerer er, ifølge Bjarke, at man får masser af erfaring, og at man tidligt får etableret sig i sin branche samt opbygget en uvurderlig indsigt i hvordan ens fag fungerer i praksis. For Bjarke var det da også, ud over den økonomiske fordel, især tanken om den praktiske erfaring, der fik ham til at tage skridtet og starte som selvstændig.

”Jeg er typen, der lærer bedst ved at prøve tingene selv. Der skal ske noget, og jeg vil gerne se resultater af mit arbejde. Så for mig var der ingen idé i at bruge 5 år med næsen begravet i faglitteratur, og det fandt jeg meget hurtigt ud af, efter jeg startede som selvstændig. Den erfaring og indsigt i branchen, som jeg fik i forbindelse med opstarten af Compell kunne jeg ikke have læst mig til i nogen bog”, siger Bjarke.

Som mange andre unge, er Bjarke vokset op med computere og teknologi, og han har med stor interesse fulgt internettets og sociale mediers udvikling, hvilken har givet ham en grundlæggende viden – opbygget gennem 25 år – som man bare ikke får i løbet af 3-5 års studier.

”Teknologi og onlineverdenen har altid interesseret mig, og da jeg var yngre kunne jeg, som mange andre drenge, bruge timevis på at sidde og nørde med computere, tablets og smartphones efterhånden som sidstnævnte er kommet til. Det har givet mig en helt grundlæggende forståelse for hvordan tingene fungerer og det faldt mig derfor helt naturligt at internettet både skulle være min lege- og arbejdsplads.”

Hvis du har passionen og den grundlæggende viden, så er du ifølge Bjarke rigtig godt rustet, hvis du drømmer om at starte dit eget.

”Det handler ikke om, at en underviser skal give dig den og den bog, og så bliver du klog og bum - så er du færdiguddannet! Hvis du selv har drivet til at blive rigtig god fx online marketing, så kan du sagtens tage ansvar for din egen uddannelse og læring. Og når du pludselig sidder der med ægte kunder, der har forventninger til dig, så bliver du virkelig motiveret til at gør dit arbejde ordentligt! ”

Trofaste kunder gennem 4 år

Netop fordi branchen udvikler sig konstant, er det afgørende, at du har den praktiske erfaring, der sætter dig i stand til at tage dine kunder i hånden og guide dem trygt gennem et projekt.

”For mange kunder er online marketing og hele internetverdenen nærmest en by i Rusland, og jeg har tit oplevet at arbejde med kunder, der nærmest fra start udmelder at de ikke ved noget om det, så de overlader det hele til mig. Det er en voldsom tillidserklæring, og det forpligter virkelig. Derfor tror jeg også det er en afgørende tryghedsfaktor for mine kunder, at jeg kommer med mange års praktisk erfaring i bagagen, når jeg skal hjælpe dem med at udvikle deres virksomheder. De vil høre ”vi gør sådan og sådan, for det ved vi fungerer” frem for ”jeg har læst man kan gøre sådan, så det kan vi da prøve”.

Det, at jeg lærte at tage ansvar og vise at jeg kunne tage styringen, tror jeg også er grunden til at Compell stadig har kunder som MammaShop.dk, AbilicaOnline, BoShop og A.C. Perchs Thehandel, der har været med lige siden starten.

 

Loading Facebook Comments ...