Studie, deltidsjob, egen webshop + det løse

Mit navn er Sasa Kovacevic, og jeg vil gerne fortælle en ting eller to om, hvordan jeg bærer mig ad med at arbejde hos take away portalen Hungry, have min egen webshop Alor.dk og andre lignende projekter ved siden af mit studie Cand.it. på Aarhus School of Business and Social Sciences – også kendt som Handelshøjskolen.

Det er heller ikke nemt at nå alt. Men det vigtigste er, at jeg ikke tuder, når tingene spidser til. Vi har alle sammen 24 timer i døgnet, og i bund og grund handler det kun om en ting, nemlig prioritering af ens tid. Lidt længere nede i teksten kommer jeg med mine bud på, hvordan du bliver mere effektiv, når du har mange bolde i luften.

Men først.

Jeg har spurgt mig selv: Hvad kan jeg bedst lide at lave? Giver det mening på sigt, og vil jeg kunne leve af det?

I mit tilfælde er svarene:

  1. Arbejde for mig selv (selvstændig).
  2. Ja det giver mening, eftersom jeg elsker mit arbejde.
  3. Indtil videre lever jeg at mit arbejde, og ikke af SU. Der er noget om det, og verdens rigeste mennesker er ikke blevet velhavende på grund af deres uddannelse 🙂

Men hvordan finder jeg tid til det hele? Jeg har også en kæreste, venner og familie at passe samtidig med alt det ovenstående. Her er mine råd til, hvordan du bliver endnu mere effektiv, så du har ekstra tid til at fokusere på dine prioriteringer.

Sådan gør jeg min hverdag mere effektiv

sasak2

En af de vigtigste ting, når man læser og arbejder er, at man sørger for at rydde op. Ja det kan godt lyde simpelt og indlysende, men det er desværre en af de ting, som folk viger uden om. Ryd derfor op løbende i din lejlighed/hjem i stedet for at alting hober sig op sidst på ugen. Jeg finder selv et fast tidspunkt på dagen, hvor jeg bruger 2-5 minutter på at rydde op. Derfor har jeg altid et rent hjem, og skal ikke stresse over oprydningen, hvis det ikke bliver gjort.

Tjeklisten er også en must. Hver eneste aften inden jeg går i seng, laver jeg en liste over alle de ting, som jeg skal nå den efterfølgende dag. På den måde disponerer jeg over min tid, og ved lige præcis hvad jeg skal i gang med efter morgenmaden. Man bliver overrasket over, hvor effektivt man arbejder, når man har en tjekliste.

Jeg køber ind kun én gang om ugen. Langt de fleste studerende køber ind 2-3 gange om ugen, og hver eneste gang bruger man minimum en time af sin tid. Hvis du derimod samler dine indkøb på en dag, kan du få det hele klaret på en gang. Mit råd er derfor, vælg en fast dag i løbet af ugen, hvor du foretager alle dine indkøb. Behøver jeg at sige, at du skal lave en indkøbsliste? J

Nu hvor vi er ved indkøb, kan det varmt anbefales at købe stort ind af de rigtige ting. Du sparer nemlig tid og penge ved at købe ind i store mængder. Og hvis man skal i gang med iværksætteri som studerende, er det en god ide at spare, hvor man nu kan spare. Det kan godt være, at du hoster flere penge op nu og her, men du sparer til gengæld på mængden og tiden, eftersom du ikke skal tilbage til butikken igen. Prøv og vurdér hvor meget toiletpapir, tandpasta, karklude osv. du bruger på 6 måneder. Køb så det hele ind på en gang. Voila, du har potentielt sparet dig selv for mange penge samt masser af tid.

På mit studie og arbejde har jeg fået udleveret en computer. Sammen med min egen stationær arbejder jeg med 3 computere sammenlagt. I stedet for at skulle synkronisere de forskellige filer hele tiden, bruger jeg Dropbox. På den måde har jeg altid adgang til de samme ting, uanset hvilken computer jeg arbejder fra.

Mit sidste råd er, at du skal afmelde dine unødvendige tv-kanaler. Det er spild af tid at sidde hjemme i sofaen og fise den af. Fjernsynet er nemlig en af de største tidsrøvere, og man kan hurtig risikere at sidde i sofaen og zappe mellem kanalerne. Langt de fleste udbydere tilbyder i dag en skræddersyet løsning, hvor du kan sammensætte dine kanaler efter behov. Gør brug af denne mulighed, og kom af med de unødvendige tv-kanaler.

Hvis du gerne vil have flere råd om, hvordan du bliver mere effektiv under studiet, anbefaler jeg Halfdan Timms tekst (34 timer i døgnet: En guide til effektivitet).

Loading Facebook Comments ...