Startede ur-webshop under studie, nu medejer af Facebook bureau med 5 ansatte

Velkommen til – mit navn er Kristian Larsen, og jeg er  22 år gammel. Jeg har været iværksætter i 2 år, hvoraf jeg har arbejdet fuldtid i ca. 1,5 år, hvilket jeg ikke har fortrudt en eneste gang. Faktisk er det en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv. I dag er jeg medejer og tekniskchef i PL & Partners, et Facebook Marketing Bureau, baseret i Køge.

Jeg vil gerne fortælle dig min iværksætterhistorie, som forhåbentligt kan give dig blod på tanden for at komme i gang med dit eget iværksættereventyr. Du kommer med på min rejse, som startede da jeg var 3. års studerende på Køge Handelsskole og til, at jeg i dag er blevet kontaktet af Facebook, hvilket sidenhen har ført til, at jeg i dag sidder som medejer i en virksomhed med 5 medarbejdere.

Hvordan det hele startede

Det hele startede tilbage på Køge Handelsskole i slutningen af 2013. Dengang gik jeg i 3.g, og det var min gode sidekammerat Mads, som åbnede mine øjne op for iværksætterverdenen. Jeg blev både introduceret for Martin Thorborg og Casper Blom, og fandt hurtigt en interesse i Casper Bloms indlæg og Martin Thorborgs videoer, som han primært filmer mens han kører bil. Det var især Martin, som gav mig et kæmpe los bagi, da han talte lige ud af posen og gav hans syn på livet, hvordan man bør leve det og hvilken mentalitet, man bør have for at være iværksætter – og jeg kunne kun se mig selv enig. Jeg ville være iværksætter. Det var især denne video, hvor Martin Thorborg fortæller hans nytårstale d. 31 december, som var det sidste skub, der gjorde, jeg startede som iværksætter. Jeg bestilte nemlig mit CVR nummer d. 31 december – lige efter at have set hans video.

Jeg startede med min egen webshop, en lille bitte en af slagsen, som solgte iPhone tilbehør, hvilket var en typisk niche webshop i 2014 – der må have været tusindevis af disse shops. Det var ikke denne, som skulle være mit levebrød og jeg ville sikkert heller ikke have den i lang tid, hvilket jeg allerede på daværende tidspunkt godt var klar over. Det var blot et springbræt til. Jeg brugte webshoppen til at lære mere om det at være e-købmand, og hvordan denne fantastiske online-verden fungerede.

 Wristbuddy blev til for kun 8.000 kr.

Efter at have drevet min egen webshop på egen hånd i et par måneder, faldt jeg endnu engang i snak med Mads, om at starte en webshop sammen. Det var tanken om at lave noget større end iPhone kabler og det at have en partner, som kunne komplementere mig på de områder, hvor jeg måske ikke selv var allermest skarp, som jeg fandt yderst tiltrækkende.

Så det blev hurtigt til en realitet, at vi sammen stiftede Wristbuddy.dk, som skulle være vores fælles iværksætterprojekt.  Wristbuddy blev stiftet d. 2 april 2014, og vores startkapital var kun sølle 8.000 kr., hvor de 7.000 kr. blev brugt på varelager, webshop, pakkegrej og alt det som man nu har brug for i en webshop. Dette efterlod 1.000 kr. til markedsføring, så nu skulle webshoppen markedsføres.

Facebook annoncering blev vores vej

Jeg havde allerede leget lidt med Facebook annoncering i min første webshop, og det havde ikke været den dummeste investering. Det virkede nemlig meget fint – så det faldt os meget naturligt at prøve med Wristbuddy også. Vi startede småt ud, hvilket betød, at vi ikke brugte meget mere end 50 kr. om dagen.  Dette resulterede hurtigt i en masse salg,  så vi skruede derfor gradvist op for beløbet. Jeg mener faktisk, vi nåede at omsætte for 20.000 kr. i vores første måned, hvilket var imponerende. Vi havde ramt plet med Facebook annonceringen.

Fast-forward et år til d. 2 april 2015, der sad vi med en webshop, som havde omsat for 1.500.000 kr., udelukkende via Facebook annoncering. Vi var blevet færdige med handelsskolen og havde siddet i Mads’ forældres garage i godt og vel 9 måneder uden løn, dog skete der en helt masse på de 9 måneder.

Vi var nemlig blevet kontaktet af Facebook, som synes, vores annonceteknikker var imponerende og ønskede at gøre os bedre vha. en direkte kontakt til Facebook selv – det siger man selvfølgelig ikke nej til. På det tidspunkt havde vi arbejdet sammen med Facebook i nogle måneder og vores kontaktperson hos Facebook havde faktisk anbefalet os at starte vores eget bureau. Grunden til dette var, at de danske marketingbureauer slet ikke fokuserede på Facebook annoncering på samme måde som de arbejder med Google AdWords og SEO. Der lå altså et hul i markedet og den mulighed viste Facebook os.

Vi skiftede således branche – og blev et marketingbureau, som begyndte at hjælpe andre virksomheder med deres annoncering på Facebook. Der sad vi fortsat i garagen, og var i fuldgang gang med at sælge Wristbuddy for at kunne fokusere 100 % på vores nye bureau, PL & Partners.

Hvis vi skal fast-forward endnu et år (og et par uger) til d. 24 maj 2016, så ser det helt anderledes ud. Nu sidder vi nemlig på et stort kontor i Køge, og vi er ikke længere kun Mads og jeg, men dertil er der 5 medarbejdere som arbejder for PL & Partners, som er med til at gøre en forskel for virksomheder, som annoncerer på Facebook. Derudover er vi tre gange blevet inviteret til Facebooks europæiske hovedkontor. Derudover har jeg også været gæstetaler hos Facebook til et marketingevent i Dublin – og senest har vi været omtalt i Børsen, som lavede et større interview med os.

Det så altså lige pludselig en hel del anderledes ud, hvilket jo er det smukke ved iværksætteri. Det kan gå stærkt hvis man er villig til at tage arbejdshandskerne på og vise verdenen hvad man kan.

Hvis du skal tage noget med herfra, så bør du skrive disse to ting bag øret:

Læs mere og vær nysgerrig – Du ved nemlig ikke alt og som til alt andet, så er det altid en klar fordel at være godt forberedt. At være iværksætter, er ligesom at gå i skole, bortset fra, at her er der ingen, som fortæller dig hvad du bør vide og skal gøre. Det skal du selv finde ud af. Du skal derfor være forberedt på at læse mere om nye emner, som måske ikke interesser dig. Momsregler og bogholderi er noget, som er godt at vide når man starter som selvstændig, hvilket er noget, som de færreste kan på rygraden før de starter. Så selvom man er iværksætter, kan man stadig godt lære – jeg lærer noget nyt hver dag.

Det kræver ”bare”, at du vil arbejde for det – Du skal være klar på at gi’ iværksætteriet alt hvad du har, hvis du vil opnå succes. Der er nemlig ingen, som kommer sovende til første pladsen.

Loading Facebook Comments ...