Mød manden bag Bilsektionen.dk

Jeg hedder Sebastian Krausing, er 22 år og har været selvstændig siden dagen jeg fyldte 18 år. Til daglig studerer jeg på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole i Emdrup, men jeg må indrømme firmaet har førsteprioritet.

Lige siden jeg var lille har jeg elsket at sælge ting, og det er genet som fik mig til at stifte virksomhed. Forinden havde jeg arbejdet i en bager i over tre år, hvor jeg blev meget inspireret af at skulle vide mere om virksomhedsdrift.

Mit første projekt var import af smykker fra Østen, som jeg solgte i min egen webshop, på Trendsales eller til andre webshopejere. Smykkeforretningen drev jeg i knap omkring et kvartal, hvorefter jeg mistede interessen for smykker hvorfor jeg frasolgte shoppen og leverandørkontakten til en anden iværksætter.

Under opsætningen af min webshop faldt jeg over SEO (Search Engine Optimization), og dette var den anden grund til jeg solgte. Online marketing skulle nemlig vise sig at præge mere end de næste tre år, hvor jeg startede et online marketingbureau med speciale i SEO. I mellemtiden gik jeg dog på Handelsgymnasiet i Lyngby, hvorfor det blot var et studiejob – men et meget velbetalt ift. hvad studiekammeraterne måtte vælge.

Efter handelsgymnasiet tog jeg et sabbatår, hvor jeg fokuserede 100 % på min virksomhed, og derfor bl.a. lejede et kontor med min partner og kammerat Morten Zachariasen. Dette skulle vise sig at være en fantastisk beslutning, for jeg forvandlede hobby-marketingbureauet til et fuldtidsprojekt, hvor jeg kunne være kritisk omkring kunderne jeg ville arbejde med, og havde mere end rigeligt arbejde.

Jeg valgte dog at frasælge mit marketingbureau til et større firma, da jeg blev optaget på en videregående uddannelse, og derfor ikke kunne holde fokus på alle mine projekter længere.

Danmarks mest hentede APP

Mens jeg var tredjeårselev på Handelsgymnasiet startede jeg også Bilsektionen.dk, et online nyhedsmedie om biler. Efterhånden som der kom flere besøgende udviklede det sig, og jeg kunne begynde at teste biler, hvilket blot gjorde mig endnu mere motiveret. Biler har altid været min helt store hobby, så man takker ikke nej når man pludselig skal anmelde dem.

Bilsektionen beholdte jeg trods min opstart på studiet, da dette er mit hjertebarn. D.8 august lancerede vi et e-magasin til iPad, iPhone, Kindle Fire og PC. Projektet har jeg investeret knap 200.000 kroner i, og allerede efter den første måned kunne vi bryste os af næsten 6.500 app downloads, hvilket i flere dage placerede os foran selveste NetFlix, TV2 Play og mange andre store – i et par dage var vi endda foran Facebook app’en!

Status dags dato d.17 september er, at vi har rundet 8.500 downloads, og vores læserantal af magasinet forventer vi at blive fordoblet ift. første måned – trods vi har reduceret markedsføringsomkostningerne.

sebatian 2

Målet med Bilsektionen er at blive Danmarks største bilmagasin, og mange mener dette måske er en smule optimistisk, men jeg tror sagtens vi kan nå det, da vores forretningsmodel for læserne er langt mere attraktiv. Derudover har vi flere sider, og gør brug af nye teknologier i magasiner såsom videoer, links og HTML5, hvilket gør det mere spændende end et gammeldags trykt magasin.

 

Studie, familie, venner og arbejde

Mit studie er projektlederuddannelsen Medieproduktion & Ledelse, som er specialiseret mod de trykte og digitale medier. Her får man udover den tekniske undervisning om medier også viden om eksempelvis jura, markedsføring og økonomi.

Jeg er startet på andet år, og studiet er meget tidskrævende, hvorfor det kræver ekstremt god planlægning og disciplin. Når mit studie er overstået er planen ikke at uddanne mig videre i første omgang, da jeg igen vil lave det jeg brænder for, mit bilmagasin!

Min familie var meget kritiske da jeg først startede firma, men da jeg først havde bevist det kunne lade sig gøre, og Skat ikke kom forbi med store ekstraregninger fik jeg fuld opbakning.

Vennerne synes det er skæg og anderledes, men ellers er det ikke noget vi taler meget om, hvilket er rart, da man dermed kan bruge tid med vennerne uden konstant at skulle tænkte forretning.

Gode råd:

Jeg har ingen guldkorn som ikke allerede kan læses andre steder, men vigtigst af alt er mit råd: Giv aldrig op, men husk altid at tage i mod kritik åbensindet, så projektet kan blive endnu bedre!

Der er ingen hjemmesider hvor jeg henter viden, men megen af min viden har jeg fået erfaringer og netværk. Der er utrolig mange erfarne iværksætter i Danmark der gerne hjælper, og det er guld værd!

 

Loading Facebook Comments ...