18-årig med handelsgymnasium, webshop og affiliate

Mit navn er Martin Stendahl Dyrhøj, og jeg er 18 år gammel. I min dagligdag studerer jeg Marketing & Innovation på Viborg Handelsgymnasium i Viborg og driver en række virksomheder.

Drop undskyldninger og kom i gang
Jeg mener ikke at man kan starte for tidligt med at eksperimentere med iværksætteri. Jo tidligere man starter, desto større chance har man for at få succes efter min mening. Jeg har aldrig forstået den holdning med at man først skal være færdig med folkeskolen, gymnasiet og en videregående uddannelse, før man skal starte sin egen virksomhed. Det er såmænd ikke fordi jeg er modstander af uddannelse, men hvorfor ikke allerede starte som studerende?

Jeg kender efterhånden rigtig mange unge, der gerne vil være iværksættere og drive deres egen virksomhed, men de har altid mange (dårlige) undskyldninger. Ofte handler det om manglende økonomi, manglende evner, manglende tid osv. osv. Jeg startede selv op med 0 kr. på lommen og uden nogen erfaring.

Jeg startede som 14-årig
Jeg startede med at snuse til iværksætteri, da jeg var omkring 14 år gammel. Inden da havde jeg arbejdet som avisbud og fejedreng, men det interesserede mig på ingen måde. Derfor tænkte jeg at der måtte være en sjovere måde at tjene penge på. På det tidspunkt brugte jeg rigtig meget tid foran min computer, og jeg undersøgte derfor mulighederne for at tjene penge online. Den hjemmeside jeg brugte mest tid på var Facebook, og jeg fik hurtigt en idé til at tjene penge på dette sociale medie. Jeg havde pludselig en masse fansider på Facebook, og fandt ud af at jeg kunne tjene penge via affiliate marketing.

Efter et års tid havde jeg mere end 100 fansider, hvor den største fanside havde omkring 100.000 likes. Jeg havde det fulde overblik over målgruppen for hver enkelte fansides medlemmer, og det var derfor nemt at målrette markedsføringen mod disse folk. Det tjente jeg en god skilling på, men måtte finde noget andet at tjene penge på, da både min profil og fansider blev slettet pga. uregelmæssigt brug.

Mine projekter
I dag driver jeg webshoppen styleguy.dk med salg af slips og butterflies sammen med min partner, Andreas Kretzschmer. Derudover driver jeg en række affiliate hjemmesider, bl.a. billig-mode.dk, som er mit ældste affiliate projekt. Jeg får rigtig mange idéer hele tiden, hvilket der har gjort at jeg har startet rigtig mange projekter de seneste par år.

En del af de projekter er blevet droppet pga. manglende motivation eller tid, men jeg har også har solgt en hel del projekter. Selvom jeg bruger rigtig meget tid på mine ”virksomheder”, ser jeg det ikke som et job. Jeg ser det mere som en hobby, da jeg elsker at springe ud i nye projekter og give den fuld gas for at få succes.

Tankerne er altid på iværksætteri
Jeg kan sommetider have svært ved at koncentrere mig om, det der foregår på tavlen, fordi jeg tænker så meget på mine projekter. Selvom jeg burde have fuld fokus på undervisningen, kan jeg alligevel ikke lade være med at svare mails, lede efter nye linkbuilding muligheder og meget andet til gavn for mine virksomheder.

Jeg kan sommetider fordybe mig så meget i iværksætteri i skoletiden, at jeg glemmer alt om tid og sted. Dette er dog ikke altid særlig populært blandt lærerne, men det siger blot noget om, hvor meget jeg elsker iværksætteri.

Uddannelse eller ej?
Jeg har sommetider selv tænkt på, om det virkelig er nødvendigt at tage en uddannelse. Sommetider ville jeg ønske at jeg ikke gik på gymnasiet og i stedet kunne fokusere hundrede procent på mine projekter. Det ærgrer mig ofte at jeg ikke har mere tid end jeg har, for jeg ville nyde at arbejde på mine projekter fra jeg står op til jeg går i seng. Jeg fortryder dog ikke at jeg stadig går på HHX, da jeg måske ville fortryde det senere hen, hvis jeg ikke havde gjort det. Jeg er først lige begyndt i 2.g, men jeg er allerede fast besluttet på, hvad jeg skal når jeg går ud af 3.g om to år.

Jeg er fast besluttet på at jeg vil drive mine egne virksomheder på fuld tid og glemme alt om videreuddannelse. Dog mener jeg det er meget individuelt om man bør tage en uddannelse eller ej. Jeg har f.eks. stor respekt for den unge iværksætter Rasmus Borup Nielsen, som ikke har andet uddannelse end folkeskolen. Rasmus har altså ingen uddannelse, men på trods af at det klarer han sig skide godt med sine virksomheder.

Min dagligdag
Sådan ser en hel almindelig hverdag ud for mig:

07:00 – Vækkeuret ringer

08:00-14:40 – Studerer på Viborg Handelsgymnasium

14:50 – 15:50 – Styrketræning

16:00 – 18:00 Arbejder på mine projekter og bliver klogere på affiliate marketing og SEO (skriver tekster, produktbeskrivelser, pakker bestillinger, laver linkbuilding m.m.)

18:00 – 18:30 – Spiser aftensmad

18:30-00:00 – Arbejder videre på mine projekter

00:00: Smider mig i sengen og ligger mig til at sove

Mine forbilleder
Jeg har igennem mit unge ”iværksætterliv” haft mange inspirationskilder og forbilleder. Jeg mener det er sundt at have nogle at se op til, da det kan give en masse motivation.

Her er nogle af mine største forbilleder:

• Casper Blom
• Rasmus Borup Nielsen
• Jesper Buch
• Dennis Drejer

Loading Facebook Comments ...